|
Nalle
Stemmen fra tresserne
Da lille Roland i Odense gik i børnehave og skole sam- men med Reimar, var der selvsagt ingen, der i deres vildeste fantasi ville have gættet på, at netop de to i høj grad kom med til at igangsætte – præge – det vi i dag over en kam betegner dansk rock.
Med det gjorde de: Som Rock Nalle og Johnny Reimar, og nu runder Roland Lyhr Sørensen, som Nalle er døbt, 60 år.
|
 |
|
Nalle – der har sløjfet Rock foran sit navn - startede sin erhverskarriere som landbrugsmedhjælper, tarmrenser, havnearbejder og sømand. Det var i sidste egenskab, at han en dag i 1960 ankom til Australien. Han havde fået nok at livet på de syv have, og blev i Australien så grebet af den nye vilde musik, der nåede kontinentet fra USA og England (forinden havde han snuset til den i Odense som medlem af gruppen Teddybears) at han i to år spillede og turnerede down under. Blandt andre med bandet Del-Fives. Tilbage i Danmark fik han for alvor styr på stemmen og havde frem til slutningen af 1960’erne stor succes på den danske pigtrådsscene. Men med Rock Nalle som med mange andre af datidens idoler: Han blev på mange måder kvalt i det enorme udbud af musik, der blomstrede op her, der og alle vegne. I 1969 var han tilbage som havnearbejder på Odense Havn. Og har var han sikkert forblevet, hvis ikke han i midten af 1970erne fik kontakt med Gustav Winckler, der var lamslået over at se Nalles betydelige talent gå til spilde.
Dette blev indledningen til Nalles solide dansktop-karriere, og det var i den periode han blandt andet indsang ”Goe Gamle Fru Olsen” og siden ”Amanda”, som Kim Larsen skrev specielt til fynboen. Nalle var frem til midten af firserne en meget efterspurgt og populær sanger/entertainer, men ræset tærede voldsomt på ham. Så voldsomt, at det meste smuldrede omkring ham. Ægteskabet røg og Nalle indledte en nedtur af rang. I næsten ti år levede han på samfundets absolutte bund som alkoholiker og narkoman. Med alt, hvad dette medfører af tab af selvværd, kriminalitet og trøstesløshed.
Derfor intet mindre end imponerende, at han i midten af 1990erne præsterede at lægge sin mildest talt brogede fortid bag sig og kæmpe sig ud af sit massive misbrug. I 1997 udsendte han totalt tørlagt ”Never2Late”, der demonstrerede at hans følelsesfulde stemme i høj grad var intakt. Pladen betød, at han genvandt den tabte respekt, og der kom atter bud efter ham på landets spillesteder og festivaler. Siden er det blevet til en live-plade og endnu et studie-album, der udkom i dette forår. Senest har han sammen med de gamle venner Peter Belli, Sir Henry og Jørgen Krabbenhøft indspillet en stribe gamle pigtrådssange med titlen ”The Hithouse Reunion”.
Det er en i alle måder afklaret Nalle, der kan fejre sin 60 års fødselsdag, og i øvrigt samtidig markere, at det i år er 45 år siden, at han debuterede som sanger i Teddybears. En Nalle, der især takket været samleveren Jette, men også takket været hans udgiver, Flemming Christensen – Marsk Music i Ribe - der har en stålsat tro på Nalles talent og muligheder, har fået mere styr på sit og sin karriere liv end nogensinde. |